Boliger til Folket

Udstillingen ’Boliger til folket’ sætter fokus på en overset guldalder i dansk arkitektur- og samfundshistorie: 1940’erne og 1950’ernes murede boligbebyggelser. 

I dag tænker de færreste på 1940’erne og 1950’ernes etagebygninger som noget særligt. Bygningerne er del af vores velkendte forstadslandskab, og ved første øjekast gør de ikke noget særligt væsen af sig. Men faktisk repræsenterer denne periode en guldalder inden for dansk arkitektur- og samfundshistorie: Grundlæggelsen af den danske velfærdstat.

Efter Anden Verdenskrig var Danmark ramt af akut boligmangel, og derfor gik staten, de almene boligorganisationer og arkitekterne sammen om at bygge nye og bedre boliger til folket.

Dagsordenen var social: Man ville give den almindelige familie mulighed for at komme ud af byens slum og mørke baggårde, og mange af de nye etagebygninger blev derfor bygget i åbne, grønne omgivelser med plads til fællesskabet. Lejlighederne var lyse og funktionelle, og som noget nyt blev etagebygningerne opført med både vaskekælder, legeplads og parkering. Det var den moderne drøm om det gode liv.

Etagebygningerne blev bygget i enkle, men smukke og holdbare materialer. Håndværket var i top, og arkitekturen udtænkt – eller inspireret af – nogle af de bedste, danske arkitekter. Heriblandt Arne Jacobsen, Kay Fisker, Steen Eiler Rasmussen og landskabsarkitekten C.Th. Sørensen.

Visionen om at bygge godt til almindelige mennesker er også én af årsagerne til, at danske arkitekter slog igennem i udlandet. Den dag i dag rejser arkitekter, byplanlæggere og kulturinteresserede fra hele verden hertil for at opleve periodens etagebygninger og hente inspiration til, hvordan man kan bygge gode boliger, som alle kan få råd til.

1940’erne og 1950’ernes etagebygninger repræsenterer et vendepunkt i dansk arkitektur og samfundshistorie. De er værd at være stolte af. Pas godt på dem.

 

  • Dato:
  • Tid:
  • Sted:
  • Arrangør:
  • Pris:
  • Kontaktperson:
  • 25. sep. 2017 -5. okt. 2017
  • Hverdage mellem 10.00 - 16.00
  • Bygningskulturens Hus
  • Realdania, Landsbyggefonden, Grundejernes Investeringsfond og Kulturstyrelsen
  • Gratis
  • Tim Jensen
Boliger til Folket
25.09.2017
05.10.2017
Hverdage mellem 10.00 - 16.00