20:35 / 8. november 2012
Stedsans – en overset evne

Jeg er lykkeligt, næsten nygift og med den dejlige mand er fulgt et stort nationalfunktionalistisk hus. Sådan et funkisinspireret gulstenshus med saddeltag og typiske funkisvinduer uden sprosser. Et hus fra 40-erne, arkitekttegnet, præmieret og alt muligt..

Ved mit første besøg kunne det forholdsvist nye, noget klodsede sortglaserede tegltag ikke undgå mit blik. Det var første minus i karakterbogen, men ville jeg have manden, måtte jeg affinde mig. Det blev der grinet meget af i BYFO det år…

Siden da har jeg brugt megen tid på at fornemme og sanse hus, have og omgivelser – indsnuse huset og gøre det til mit. På et tidspunkt var jeg næsten ved at give op og kunne ikke finde ud af hvorfor. Her var jeg havnet i et dejligt stort hus med arkitekttegnede møbler, god kunst på væggene og en stor gammel have. Men det var som om jeg ikke kunne finde husets sjæl, det var som om huset var helt ved siden af sig selv.

Det blev først bedre, da jeg blev bevidst om, hvad der var galt. Huset havde været i bygherrens besiddelse indtil for få år siden, hvor det var blevet købt af en ejendomsmægler, før krisen satte ind, og tilsyneladende en kvinde med ambitioner – og da helt sikkert uden sans for stedet. Dette fine stramme hus udført i bedste kvalitet med håndlavede massive maghonidøre og –vinduer, indbyggede skabe også udført i maghoni og en ydmyg detalje i form af en halvrund stafliste, der går igen overalt – på dørgerichter, som stuk i loftet og som dekoration på de to garageporte. Hvordan kunne hun dog finde på at overmale de glatte maghonidøre med hvid plastmaling for efterfølgende at udskifte funkishåndtagene med ‘nye’ empirehåndtag i messing og imitere fyldningsdøre ved at påklistre billige profillister.

Hvordan kunne hun finde på at bruge i 1000-vis af kroner på at opsætte kunststuk i alle rum uden sans for rummenes indbyrdes hierarki. Den samme stuk i alle rum – fra spisestue til gæstetoilet. Hvordan kunne hun finde på at erstatte funkisvinduer udført i bedste maghonikvalitet med småsprossede hvide vinduer, der på grund af vinduesåbningernes proportion nødvendigvis måtte få forkert proportionerede ruder. Og så det sortglaserede tyske tegltag og al den spejlblanke sorte granit alle steder, lagt i et mønster med referencer til engelsk herregård. Uha, mere udansk kan man ikke forestille sig en belægning og slet slet ikke rart hverken at se eller bevæge sig på, for slet ikke at tale om at holde rent.

På en eller anden måde var det en befrielse at blive klar over, hvad der var galt, og at kunne se og sanse det oprindelige hus. Men MIT hus bliver det ikke for alvor, før resultatet af alle disse misforståede ambitioner er blevet reetableret og det bliver de nok ikke. Desværre ikke, for engang var det et meget smukt hus – og når man tænker på, hvor mange kræfter den oprindelige bygherre brugte på at skabe noget smukt, så er det forstemmende at tænke på, hvad en enkelt ejer uden stedsans kan forvolde i løbet af ganske kort tid. Hver gang jeg kører forbi hendes forretning, har jeg lyst til at stoppe op og skælde hende ud… Men manden, ham elsker jeg højt.