12:01 / 27. juni 2014
Permelillevej

På Permelillevej i Risskov nord for Århus indfinder sig et ægte lille arkitektonisk åndehul midt i det store parcelhusområde nord for Grenåvej, der blev udbygget i perioden fra 1960ernes begyndelse til starten af 1980erne.

Bebyggelsen på Permelillevej – bortset fra det første hus på venstre hjørne og et par stykker i bunden af vejen ved vendepladsen – er tegnet af arkitekterne Knus Friis og Elmar Motlke Nielsen i 1958. Huset på hjørnet er i røde tegl og lå der allerede, da Friis & Moltke tegnede den øvrige bebyggelse og husene ved vendepladsen, er tegnet siden og indpasser sig fint Friis & Moltkes bebyggelse.

Friis & Moltkes bebyggelse – som, selvom de næsten ser ud til at være én lang, sammenhængende rækkehusbebyggelse, egentligt er 17 selvstændige parcelhuse – er prunkløse huse opført i gule tegl med tjæret sokkel og sorte trædøre, –vinduer og tagkonstruktion og enkelte felter udfyldt med malede plader. En ganske anonym og næsten kedelig arkitektur.

Alligevel er Permelillevej en ganske særlig vej. Den skiller sig ud og lyser op i parcelhuslandskabet. Med autoritet og stolthed står husene ved sig selv og deres væsen. Det har ikke været nødvendigt at dekorere, udviske eller hælde på med tiden. Dette skyldes måske, at husene er fleksible at bruge men også robuste og selvsikre, at husene er de indre rum men også det fælles ydre og samlende hele, og at husene er ukomplicerede og lige-ud-ad-landevejen men også forfinede i detaljen, hvor hånd møder håndtag og fod møder gulv.

I nogle huse er kun køkkengardinerne og hynderne til gyngesofaen udskiftet, i andre huse har man udbygget med næsten 50%. Husene kan bære det og er fortsat en ægte parcelattraktion. Jeg tror, at beboerne på Permelillevej lærer, af hinanden og de huse de bor i, at sætte pris på det, der er og få det bedste ud af præmissen.

 

 

 

 

Tekst og fotografier af Albert Algreen-Petersen

Tegning af Friis & Moltke


Laura Boelskifte & Albert Algreen-Petersen

Arkitekt MAA

Læs alle Laura Boelskifte & Albert Algreen-Petersen s indlæg

Følg bloggen via RSS