7:19 / 3. april 2014
Mobil bygningskultur

Kan man kalde campingpladser, campingvogne og dertilhørende servicebygninger for en del af bygningskulturen ? – selvfølgelig kan man det !

Servicebygningerne på campingpladsen på Feddet – en halvø i sydsjælland – er helt enestående. Udover at bygningerne er arkitektonisk flotte, er de funktionelt indrettet med store, lyse rum bygget af miljøvenlige materialer med Co2 besparende installationer.

Arkitektfirmaet DesignGroup stod bag en total modernisering af Feddet Camping, der ligger som en del af Strandegård, en land- og skovbrugsejendom ved Præstø Fjord. Målet med moderniseringen har for bygherre været, at drive en bæredygtig virksomhed i et følsomt naturområde, og ombygningen indgik i omlægningen af Strandegårds landbrug til økologisk drift. Byggeriet er delt op i to anlæg, placeret med nogle hundrede meters afstand, bestående af hver tre bygninger, under en sammenhængende tagflade. Bygningerne indeholder bad, toiletter, køkkener, møderum, vaskeri og diverse teknik/depotrum.  Arkitektonisk er bygningerne i de to anlæg bygget op om et gård med en overdækket søjlegang, som skaber et beskyttet rum, der kan benyttes til udendørsaktiviteter. Tagkonstruktionen, som afsluttes med en zinkbeklædt såkaldt venturi-vinge, er med til at give byggeriet en særlig karakter.

Her er fotos af ret de ret vellykkede funktionsbygninger på Feddet Camping. Her er brugt gode og kvalitetstunge materialer som går hånd i hånd med de smukke naturomgivelser. Bygningerne er virkelig et besøg værd. Selve den mobile bygningskultur – altså campingvognene og deres udtryk og kvalitet, kan så diskuteres af alle (os) smagsdommere, selvom vi godt ved at funktionaliteten sikkert er i top og det samme er den ubeskrivelige hyggefaktor ved campingferie.

 

 

 

 

På verdensplan findes mange sjove designede campingvogne og telte – bare nogle af disse snart måtte komme rullende til vores smukt beliggende campingpladser.

Hvis man må ønske noget for den mobile bygningskultur, kunne det være et nyt udtryk. Når man nu alligevel efterhånden skal have alle moderne bekvemmeligheder med i campingvognen som udestue, solceller, fladskærm, netforbindelse, køleskab, kaffemaskine og løbebånd – kunne selve indpakningen så ikke udvikles i retning af  charmerende kolonihavehus på hjul når nu udsigt, beliggenhed og servicebygninger faktisk går op i en æstetisk oplevelse.

Her er fotos af den faktiske mobile bygningskultur. Prøv engang at tænke over hvordan en campingvogn med eller uden udestue/fortelt skulle se ud, hvis du selv skulle bygge den! ? Hvad betyder noget for dig ? Vil du tegne og skabe din drøm udfra anvendelighed, logistik, materiale, behov etc. eller vil du helst bare have en magen til alle de andre omkring dig på pladsen ?