19:30 / 24. februar 2014
Marché Bastille – Paris

Selv på en gråvejrs søndag med lidt for mange tømmermænd, er det svært ikke at blive begejstret og smaskforelsket i Marché Bastille. Markedet åbner sine boder hver onsdag og søndag langs Bulevard Richard Lenoir, der med sine rækker af træer danner en charmerende ramme om et af de ældste og mest velbesøgte markeder i Paris.

“Tømmermænd og så på markedet – spise, handle, gå rundt og kigge – en perfekt søndag!”Noget friskere kunne man have ønsket sig at været – jo tak! men som min parisiske veninde aftenen forinden meget enkelt forklarer, hører det til oplevelsen af markedet at man er lidt rødvinsramt. Autentisk kropslig tilstedeværelse tjek!

Mens vi tøffer rundt blandt de mange boder med frisk fisk, kød, ost og grønt, den livlige summen af mennesker, prutten med priser og råben fra boderne, lyden af tynde plastposer der fyldes med varer, et utal af naturfriske farver og maddufte fra dampende gryder og hede pander – forstår man hurtigt hvorfor denne ugentlige rutine er højt værdsat.

Den ældre fiskemama – der pænt ligeglad med fiskeskæl i håret – styrer sin biks med hård hånd og råber ordrer ned til rækken af mænd der fileterer fisk, manden med chapeu på skrå der synger franske viser akkompagneret af sin antikke lirekasse, den livlige snakken og smil mellem de handlende og stadeholderne, smagsprøver på oliven, pølser, ost og vupti et par friske østers og en lille plastkop hvidvin, der et kort øjeblik revitaliserer branderten fra aftenen inden. Parfaite!

Markedet er selvfølgelig mere end blot et sted for handel – det er et sted med små oplevelser, virak og et væld af sanseindtryk som de lokale og romantiserede turister som jeg selv kan tage med os hjem. Det er oplevelser og sted i et.

I virkeligheden adskiller Marché Bastille sig måske ikke så meget fra andre markeder, men som sted er det bare fantastisk, simpelt og livsbekræftende. Mens vi går videre rundt blandt boderne og de handlende, som måske på samme måde som os, er her for at nyde en bid af livet og den simple glæde der opstår af at opleve mennesker, kan jeg ikke lade være med at tænke over hvad mere man kunne ønske sig fra et sted.

Mens vi spankulerer videre mod Seinen – småhøje af indtryk og mad – kommer jeg i tanke om en artikel fra ugen inden. Næste skridt på supermarkedfronten er daglivarehandel over nettet. Artiklen fokuserer på cost benefit mellem prisen og den tid man sparer ved at lade sin røv blive derhjemme, istedet for at bevæge sig ned til supermarkedet. Prisbestemt bekvemmelighedsfaktor. Oh well..

Nogen af stederne langs Seinen står stien og træerne under vand – et tiltagende problem – fortæller min veninde mig. Træerne der stikker op af vandspejlet, fremstår nøgne og afklædte uden blade. Det ser syret og lidt halvtrist ud og mens jeg stener over den omkringliggende ro, vandet og træerne, opstår en undren over om vi – i vores higen efter at spare tid og effektivisere alt omkring os – mon er på vej til at klikke os væk fra stedsoplevelser som Marché Bastille

 

 

 


Jun Philip Kamata

Cand. Soc – Plan, By og Proces og Geografi, RUC.

Læs alle Jun Philip Kamatas indlæg

Følg bloggen via RSS