11:00 / 17. februar 2014
HØRBYGAARD KONTORUDLEJNING – en æstetisk dynamo

Garagen og Herskabsstalden på Hørbygaard ved Tuse Næs er for ganske få år siden blevet restaureret og ombygget efter alle kunstens regler, så de således nu fremstår som æstetiske dynamoer midt i herregårdslandskabet. Her er det muligt at leje sig ind og drive sin virksomhed fra.

Garagen og herskabsstalden var med sortglaserede tegl og kobberbaner på gavl som hovedbygningen. Udfordringen var at skaffe glaserede tegl der ville ligne de gamle blå på hovedbygningen. De er blå pga. blyet som jo ikke må bruges længere. Forskellige løsninger blev drøftet og man kunne nok få lavet noget i en specialproduktion der ville blive meget dyrt. Tanken blev at de to bygninger oprindeligt jo havde funktion der hørte til hovedbygningen med garage og stald for herskab. Sammenhængen kunne “læses på” tagudseendet der var lig hovedbygningens.

Nu skulle funktionen ændres således at bygningerne ikke længere skulle hænge sammen med hovedbygningen i funktion. Imidlertid viste nogle gamle billeder at gavlkamme en gang havde været med andet end kobberbaner og man derfor absolut ikke brød med oprindeligheden ved at lave en ny løsning. Således blev de to bygninger løsrevet fra Hovedbygningen med nye blåengoberede tagflader, der passede fint til de andre mørke tage og skiferen.

Et meget fint eksempel på en gennemarbejdet og vellykket transformation. Hvem vil ikke gerne være en del af dette og lade det danne rammen om sin egen virksomhed og hverdag ? Jeg lader billederne, byggematerialerne, formerne, kvaliteten og sanseligheden tale for sig selv og vil så undre mig til uendelighed, hvorfor der ikke er flere denne slags eksempler i det ganske land, hvor overskydende bygningsmasse er enorm på landbrugsejendommene. Istedet for at gentænke og genbruge så ødelægges km2 efter km2 af det danske landskab af hårrejsende rædselsfulde kontor- og produktionsbygninger, hvis ophavsmænd og kvinder burde straffes meget meget hårdt af “den æstetiske domstol “. En tur langs den fynske og jydske motorvej er idag, med ubeskrivelig få interessante undtagelser, en mur af forstemmende såkaldt arkitektur.

OG JA JEG HAR forstået at disse nye produktionsanlæg er placeret ganske formålsretligt i forhold til logistik, transport, børnepasning, indkøbsmuligheder, fritidsaktiviteter etc. ! MEN der findes stadig meget allerede eksisterende bygningsmasse i udkantsdanmark, som i den grad har brug for nytænkning.

Nyd lige et øjeblik dette fine eksempel på en gennemarbejdet transformation. Jeg lader billederne tale for sig selv.

http://www.hoerbygaard.dk/kontorudlejning.aspx