11:56 / 8. maj 2015
Højt til loftet

Der går et godt stykke tid imellem de helt store bygningsoplevelser. Altså en af dem, som efterlader en helt lille og helt rolig. En sådan, havde jeg for nylig, da jeg trådte igennem porten til Børglum Klosterkirke. Æresfrygt, respekt, ærbødighed. Jeg blev vidne til noget stort og kan bare anbefale alle at lægge vejen forbi et stykke RÅ arkitektonisk, kirkeligt, respektindgydende Danmarkshistorie.

Duften af mange hundrede års bygningsarv. Sten, mørtel, træværk. De rå materialer. Kulden som er gennemtrængende og som minder en om vor tids bekvemmelige og så naturlige varme. Den komfort var ikke nogen del af vor fælles fortid. De fuldkommen fantastiske udskæringer og træskærerarbejder. Hele klosteret emmer af fordums liv og herlighed, pragt og enkelhed, nøjsomhed. En slags uroplevelse. At besøge Børglum Klosterkirke er som en rejse i tid. Det er som at sanse realiteterne 700 år tilbage.

Dette prægtige bygningsværk, som næsten kan virke som en slags ur-skandinavisk domkirke, er privatejet. Stor respekt til den familie som dagligt virker for at vedligeholde og opretholde dette fabelagtige stykke Danmarkshistorie. Vor fælles og umistelige kulturarv vedligeholder bestemt ikke sig selv og kræver meget arbejde og mange penge.

Børglum Klosterkirke
Børglum Klostervej 255 B
9760 Vrå