15:55 / 8. november 2012
En lille håndholdt ting

Har man ikke stedsans, kan man bare købe en GPS. Den lille håndholdte ting har virkelig gjort livet nemmere for alle, der ikke kan finde vej. Det er slut med at balancere med krøllede køreanvisninger fra KRAK, og eneste minus er den åndsforladte stemme, som guider een frem til bestemmelsesstedet. At vidunderet så til gengæld sløver ens sanser, må man leve med.

Men hvor ku´ man også ønske sig, at man kunne købe en GLD – en Genius Loci Detector – sådan en lille gadget, med en pil, der bevægede sig fra et grønt felt over gult til et grønt, efterhånden som ‘ånden’ på et sted tog til. Den ku´ bruges af alle, der havde lyst til at beskrive et sted. Når kommunerne udarbejdede lokalplaner kunne man vedlægge et kort med genius loci-værdier, og alle de steder, hvor der stod 0 eller som negative værdier, kunne man roligt gå i gang med at byudvikle.

GLD’en kunne også bruges af arkitekter uden stedsans – og af bygherrer og developere, der måske mangler stedsans, men til gengæld har økonomisk sans. Og måske kunne man endda tænke sig, at man i Det Særlige Bygningssyn kunne skrive i fredningsindstillingerne “indstilles til fredning grundet ekstrem høj GL værdi!”.

Spøg til side! GL-værdi burde være ét af de parametre, der indgik i værdisætningen af både bygninger og områder i planlægningsøjemed.